Aikido som stilart kan karakteriseres på flere niveauer, dels på de grundlæggende eller metafysiske principper – der er mere eller mindre ens for mange systemer og stilarter – dels på de principper, hvor den enkelte stilart adskiller sig fra de andre ved at udtrykke og bruge de grundlæggende principper på den særlige metode, der skaber systemet.

Overordnede grundlæggende og metafysiske principper:

Shuchu ryoku – fokuseret kraft
Den kraft man som menneske kan afgive eller udvikle, og derved bruge, defineres ofte udfra personens fysiske styrke. Man kan for praktiske formål beskrive den udfra mængden af muskler på kroppen. Muligheden for denne kraftudfoldelse er ”naturskabt” og bestemt af genetik og fysisk træning, hvilket næppe kan diskuteres.

Der er dog udviklet teknikker til, hvordan den fysiske kraft kan samles og styres – og dermed optimeres. Indenfor aikido omtaler man dette som ”den fokuserede kraft”. Den fokuserede kraft skabes ved at bruge kroppen som en sammenhængende kæde af muskler og dermed bruge musklerne synergistisk. Dette gøres på en sådan måde, at den samlede kraft bliver større end summen af de enkelte musklers kræfter. Indenfor aikido starter denne muskelkæde altid fra hoften, og med etablering af et koblingspunkt til jorden via storetåens fodballe, laver man en ”aktionskæde” ud gennem arme, ben eller hoved.

Desuden kan man, ved at mindske det punkt modstanderen påvirkes på til ét enkelt lille punkt, påvirke modstanderen meget kraftigt. Dette kan illustreres ved at tænke på følgende analogi: skubber man hårdt til en dør med flad hånd og med en given kraft, vil den bare gå op. Gøres det med en hammer med samme kraft, har man et mindre berørings areal og en mere fokuseret kraft. Man kan her være ”heldig” og døren splintrer ved slaget. Hvis man fokuserer kraften til et endnu mindre areal som for eksempel spidsen af et søm, vil den samme kraft som først blot fik døren til at gå op nu kunne få sømmet til at gå gennem døren. Dette princip om fokuseret kraft danner grundlaget for atemi (se senere).

Chushin ryoku – energien fra centerlinien
Dette koncept er svært at beskrive, men let at mærke.

Først lidt definition. Den anatomiske centerlinie strækker sig fra isse til haleben. Ved stand på 2 fødder med ens vægt på begge og med rank ryg, falder den anatomiske centerlinie sammen med den fysiske centerlinie (FC). Den FC er den linie, hvor kroppen har sin akse, og det er den linie, hvor balancepunktet udspringer fra.

Et af basis koncepterne i aikido er at have en ret og stærk FC. Udfra denne skabes en stærk positur, og kun fra en stærk positur kan man skabe fysisk koncentration og ”fokuseret kraft” (se ovenfor). Endvidere skal kroppen have balance for at kunne udvikle ”åndedræts kraft” (se senere), hvorfor det igen konstateres en ret centerlinie er nødvendig i aikido. Den fysiske centerlinie er desuden den linie, hvor kroppens styrke udspringer fra, og hvor kroppen har sin største styrke.

I aikido trænes/opbygges denne FC udfra konceptet om ”kamae”, hvor kroppen aktivt ”tvinges” til at genfinde sin stærkeste stilling. Kamae er den stilling kroppen indtager i træningsøvelserne, hvor fokus og opmærksomheden rettes på centerlinien og kroppens balance. Alle mennesker kan genfinde denne centerlinie i daglige gøremål og i situationer, der kræver styrke.

Eksempelvis når man skal åbne et syltetøjsglas. Dette vil naturligt gøres med hænderne placeret i den fysiske centerlinie, ikke 40 cm til højre for kroppen, med den ene arm på tværs. Aikido forsøger gennem træning af kamae at gøre denne stærke centerlinie – først til en bevidst handling, for senere at gøre den til en naturlighed; når man går, står og påvirker modstandere.

Kokyu–ryoku – åndedræts kraft
Kokyu-ryoku er et af de sværeste principper at sætte ord og forklaring på. Åndedrætskraft har at gøre med en forståelse for en modstander og for et angrebs natur. Udfra en fornemmelse for ”åndedræts kraft” får man mulighed for at læse modstanderens bevægelse, intention og energi, og herefter at kunne indsætte et passende modangreb, der naturligt harmoniserer med modstanderens angreb. Et modangreb/forsvar kræver, at man arbejder i en naturlig rytme i samspil med sin modstander. Desuden således at ens åndedræt hverken forceres eller kommer i ubalance med, hvad der er naturligt.

En sådan sammenhæng mellem forståelse af modstanderen, rytme i egne bevægelser og et naturligt åndedræt er de vigtigste forudsætninger for at kunne skabe kokyu-ryoku.

Ki – indre kraft
Ki bruges synonymt med livs kraft og kendes fra mange store kulturer omkring i verdenen. I Kina som qi, i det antikke Rom som aura, i Indien som prana og før 2. verdens krig i Japan som reiki eller reishi. Den indre kraft beskrives i alle kulturer som en lysende kraft – som en universel energi i levende væsener og mellem alle levende ting.

Det er den energi, man i aikido har mulighed for at kunne påvirke hos ens modstandere, når man besidder og mestrer alle elementerne af korrekt positur, centerlinie, åndedræt, timing og rytme. Med tiden vil man i sin træning have en bedre og mere præcis fornemmelse for sine modstandere – deres tempo og angrebspunkter, og man vil kunne føle deres intentioner og dermed deres ki. Det er her aiki udspringer fra.

Man opnår en fornemmelse for harmoniseringen ”ai” af ki’er fra hele universet. Det sker i kombination med udslettelse af sit eget jeg eller selv, og man bliver ét med universets ”flow”. Hvis man får denne ultimative erkendelse af selvet og selvets omgivelser, får man mulighed for den endelige og optimale realisation af aikido – ”vejen til harmonisering af universets ki”.

Yoshinkan aikidos tekniske tilgange til de fysiske principper:

Når man udøver aikido er der nogle grundlæggende principper, man skal lære at mestre, før man kan tale om, at den stilart man udfører, er aikido. Aikido er som skrevet andetsteds en stilart, der har sine rødder i det våbenløse selvforsvar. I det nedenstående  redegøres der for de principper, der gør at denne selvforsvars kunst adskiller sig fra andre stilarter som karate, judo, ju jutsu etc. Mødet med en modstander -i en selvforsvarssituation- kan inddeles i 2 situationer. De medfører i aikido medfører to bevægemønstre: irimi og kaiten.

Irimi –  indgang
Indgangsprincippet er, når man møder sin modstander inden, denne har sat fuld effekt af sit angreb ind, og man bruger hans kræfter direkte mod ham selv. Dette gøres ved at angribe modstanderen i modsat retning af, hvor han kommer fra. Man får således en sammenstøds effekt.

Til at begynde med flytter man sig selv til en sikker position ved siden af angrebs retningen, men i retning af angrebet for, dels at komme modstanderen i ”forkøbet” og starte sit modangreb før hans angreb burde have fundet sted. Dels for at sikre sig selv, hvis ens modangreb fejler, og undgå angrebet. Irimi teknikker kan bruges, hvis man læser sin modstander i god tid, og således kan nå at kunne komme ham i forkøbet.

I irimi må man aldrig afvente et angreb. Man kan sige, at det gælder at ens forsvar er et modangreb. Fordelen ved irimi er, at man adderer kraft til sammenstødet med modstanderen for således direkte at bruge modstanderens kraft mod han selv. Et af de vigtigste elementer for god ”irimi” er timing. ”Irimi” bevægelsen står som modsætning til ”kaiten” bevægelser.

Kaiten – cirkulærdrejning
Drejningsprincippet bruges, når man ikke kan nå at møde modstanderen med en ”irimi” teknik, men er nødsaget til at tage imod modstanderen og ændre hans kræfter i en retning til egen vinding/fordel.

Dette gøres ved at dreje sig ind i og derefter ud af angrebet; og møde hans kraft, blande sig med den og føre den i en ny retning, man selv bestemmer. ”Kaiten” teknikker bruges, hvis man reagerer så sent på et angreb, at man må afvente dets komme og i sidste øjeblik bruge og blande sig med modstanderes kraft og ændre retningen.

Ofte medfører drejningsbevægelser, at man får mulighed for, idet man blander sig med modstanderens kraft, at omslutte sig modstanderen og endeligt ”kvæle” eller fjerne hans kræfter. En af de hyppigt oversete detaljer ved ”kaiten” er, at man som selvforsvarende person ofte er nød til at starte bevægelsen med at møde modstanderen, for i kontaktøjeblikket at dreje af og blande eller harmonisere sig med modstanderens kraft.

Man skal således ikke være passiv og afventende, men aktiv og fremadrettet i sit bevægemønster. Aikidos cirkulære bevægelser bliver i disse situationer til spiral formede bevægelser, hvor man sørger for at bevare modstanderens energi og flytter kraftretningen aktivt. Afhængigt af hensigten med forsvarsteknikkens bevægelser kan man gøre radius i cirklerne større eller mindre.

Således giver det sig selv, at et af de vigtigste elementer til god ”kaiten” er en stærk centerlinie, balance og dermed omdrejningspunkt.

Forlængelse af sin modstander
For at kunne udbalancere sin modstander og dermed kontrollere dennes krop, bruger man ofte forlængelse til at skabe kontrol over en modstander. Forlængelse forstås i denne sammenhæng som at påvirke sin modstander til at få ”overbalance” og dermed komme i en situation, hvor man ved en minimal påvirkning kan få modstanderen til at falde.

Overbalancen skabes ved at blande sig eller overlappe ens kræfter med modstanderens kræfter, og forlænge ham i den retning, han ville have bevæget sig i, hvis han ikke blev stoppet af sine fysiske begrænsninger, for derigennem at få kontrol over hans balance. Man kan sige, man påvirker ham til at ”snuble”.

Når man én gang har taget modstanderens balance, må man ikke lade han få den tilbage igen. Udbalancering ved forlængelse sker uafhængigt af, om det er en irimi eller en kaiten indgang, man har brugt til at skabe kontakt til sin modstander.

Timing
Endnu et svært begreb at forklare, men igen er det princippet om at reagere på det korrekte tidspunkt ved et angreb og udføre ”irimi” eller ”kaiten”. Hvis man begynder for tidligt kan modstanderen ændre angrebet, og man står med en ny situation. Hvis man begynder for sent, kan man blive ramt eller risikere at ens teknik ikke kan gennemføres. Hvis man derimod iværksætter sit modangreb på det rigtige tidspunkt, kan man med relativ lille kraft få en stor effekt.

Det er vigtigt at pointere, at uanset antallet af teknikker man mestre, er det hele ligegyldigt, hvis ens timing er forkert, og modsat – hvis ens timing er perfekt kan man med få teknikker klare de fleste modstandere med stor effekt.

Timing er vigtig i både forsvar og angreb, og mødet med modstanderen skal ske i det øjeblik, han kommitter sig til sit angreb. Dette er ét af nøglebegreberne for at forstå, hvordan man harmoniserer sig med sin modstander.

Brug af modstanderens energi
For at kunne bruge modstanderens energi er timingen nød til at være perfekt. Hvis den fejler, reagerer modstanderen på den påvirkning, man påvirker ham med udefra, når man vil blande sig med hans energi. Hvis timingen er perfekt, føler modstanderen ikke, hans krop bliver påvirket. Han føler ikke, der ændres noget i kroppens energi flow – før det er for sent! Den måde det gøres på, er ved, at man harmoniserer sig med sin modstanders energi.

Hvis man for eksempel bliver grebet i armen, kan man, hvis man sammenbinder sig med modstanderens energi på det rigtige tidspunkt forlænge denne energi og udbalancere modstanderen. Hvis det sker for tidligt vil grebet måske ikke være sat ordentligt i, så det bliver fastholdt, og modstanderen vil slippe grebet, hvis man prøver at forlænge hans position. Hvis man starter for sent er energien ændret til fastlåsning i grebet – modstanderen står fast og bruger sin energi til at holde én ”bundet” med.

Man skal således time sit forsvar, så man bruger modstanderens fremadrettede energi som hjælp til udbalancering. Hvis modstanderen derimod allerede står fast, kan man ikke forlænge ham fremad, da den energi er forsvundet og omdannet til nedadrettet energi, og man skal finde en anden taktik og for eksempel bruge en nedadrettet energi til at udbalancere modstanderen nedad i stedet for.

Principper om brugen af modstanderens energi starter ved at analysere, hvilken energi der bruges, og i hvilken retning modstanden vil bruge den. Disse oplysninger bruges til at blande sig med kraften i den rigtige retning og harmonisere sit ”flow” med modstanderens.

Kontrol af modstanderens knæ
Aikido bruger mange teknikker til overstrækning og belastning af led – ledlåse. Dette kan gøres på alle kroppens led, men bruges dog primært på led fra overkroppen. Ofte vil man i en selvforsvars situation som næste ”trin” efter en låseteknik vælge, at kaste modstanderen eller sørge for at modstanderen føres til en liggende position, for derigennem at have fuld kontrol over personen. Man har lettere ved at forsvare sig imod og bekæmpe en liggende – end en stående person.

I alle henseende kræver det, at man nødsages til at fjerne personens balance og kontakt til jorden. Ved at kontrollere knæleddet kan man vælte modstanderen, da man ødelægger kroppens kontakt via underkroppen til jorden.

Knæet kan destabiliseres på mange måder. Udøvere af karate vil påstå at et hurtigt velafrettet spark mod knæet vil ”klare skærene” let, men i aikido er der andre aspekter, der gør sig gældende. Man vil prøve at gøre det uden at skade sin modstander permanent.

Man vil udbalancere modstanderen via hånden, armen, kroppen uden at udøve skade, da aikido som tidligere nævnt ikke er en destruktivt stilart, men en stilart hvor man ønsker konstruktiv interaktion mellem individer. Lidt ”firkantet” sagt vil man i en selvforsvarssituation lade sin modstander forstå: ”at man ikke bør slås, da han bare kommer til skade”.

Man forsøger således via ens primære kontakt punkt f.eks. hånden at finde modstanderens svage energi linie gennem kroppen og ned til knæet, påvirke den og dermed tage modstanderens balance. Man skal ved udførelse af dette princip forsøge at betragte modstanderen ”holistisk” og angribe der, hvor han er svag, uafhængigt af, hvor man har kontakt. Dette gøres blandt andet ved selv at etablere en stærk kontakt til jorden via knæ og hofter og der igennem påvirke modstanderens hofter og knæ.

Der, hvor dette princip kan være vanskeligt at gennemføre, er i situationer, hvor modstanderen selv behersker disse evner, og har en stærk kamae, det vil sige et stærkt fundament og balance. Overordnet skal man dog fortsat forsøge at påvirke modstanderen, hvor han er svag i sin positur, da det ofte vil lede tilbage til knæet. Et svært princip at mestre!

Atemi – angreb
Atemi eller angreb i form af slag, stød og spark bruges ofte i aikido med en anden hensigt end i andre stilarter, der ofte er destruktive. Det skal dog bemærkes at Ueshiba-sensei er citeret for at sige: ”I rigtigt kamp er atemi 70 %, teknik 30%”, og derfor vil man blandt andet i bu-jutsu eller karatedo ofte kunne nøjes med effektiv atemi for at udøve et tilstrækkeligt selvforsvar.

I aikido bruges atemi som afledningsmanøvre eller som ”tænke pause” for at have mulighed for at kunne blande sig med modstanderens kræfter. I princippet omkring atemi er det vigtigt at understrege, at det altid er fokuseret kraft (se tidligere), der bruges for at få mest mulig effekt ud af den mindst mulige anstrengelse, og at timingen er det centrale omdrejnings punkt til iværksættelse af atemi.

Aikido vælger (principielt) endvidere ikke at lade sig begrænse af slag med hænder og albuer, og spark med fødder og knæ, men man arbejder med ideen om, at alle dele af kroppen kan bruges; det være sig skulder, hofte, pande og mave, så længe atemi udføres med udspring i ”fokuseret energi”.

Det er dog vigtigt at understrege, at uanset om atemi bruges som afledningsmanøvre eller som den endelige selvforsvars teknik, er det et yderst vigtigt koncept; og måske det vigtigste at beherske. Derfor skal man altid i sin træning lægge opmærksomhed på dette kortvarige, effektive og essentielle princip.