Detaljer omkring karates oprindelse fortaber sig i historien. Den mest udbredte holdning er dog, at det udspringer fra kempo. Kempo har sin begyndelse fra Sholin templet i Kinas Honan provins. En af de mest berømte personer fra templet er Bodidharma, der rejste fra Indien for at træne og leve på templet. Gennem 9 års askese og meditation udviklede han 18 øvelser, der styrkede og forbedrede helbredet hos munkene. Dette var begyndelsen til karate.
På Okinawa (tidligere Ryukyu) har der gennem tiderne været tradition for dyrkelse af ubevæbnede selvforsvarssystemer. Disse stammer sandsynligvis tilbage fra Nanbokucho tiden, hvor Ryukyu kongeriget havde formaliserede handelsaftaler med Kina. I perioden herefter opstod der – på grund af generelle uroligheder i kongeriget – våbenforbud i flere omgange på den lille øgruppe. Det var årsagen til befolkningen begyndte at interessere sig for våbenløs kamp. Det startede med Toshokuken (betyder: hånden som forsvarer kroppen) som blev videregivet indenfor familiens rækker. Dette udviklede sig til dels Shuri-te (fra Shuri) og Naha-te (fra Naha). Sidstnævnte adskilte sig ved at være stærkt influeret af de kinesiske kempo – stilarter.
Higashionna Kanryo (1853-1915) var blandt de personer, der rejste til Kina (i 1877) og opholdt sig der i flere år for at tilegne sig disse stilarter. Han blev blandt andet mester i Fujian kempo en kinesisk kampkunst, som han trænede under Ryuryoko Roshi, og med tiden udviklede han Goju-ha kempo. Ligeledes tog hans top-elev Miyagi Chojun (1881-1953) til Kina for at lære sig kempo, han rejste dertil 2 gange og blev senere grundlæggeren af Goju-ryu karate-jutsu.
Miyagi Sensei var i begyndelsen imod nogen form for benævnelse af sin stil, men han gik til sidst med til at kalde den Goju Ryu. Navnet er hentet fra “Bubishi”, som er en af lærebøgerne af Shosin Ken – ”White crane” stil. Stilen er en del af den sydlige kempo gruppe. “Go” – hård og “Ju” – blød forklarer en bu-jutsu filosofi, med fokus på dualismen eller to-delt-heden, som en måde, hvorpå bu-jutsu principper udtrykker sig.
De gamle kinesiske stilarter havde navne fra dyr, udfra observationer af kampe mellem fugle og rovdyr eller insekter. Gennem efterligning af dyrenes bevægelser tog stilarterne navne efter dyret: Løve og tiger stil som hårde og stærke (go), hund- og abe- stil som mere bløde og fleksibel (ju) og i kombineret form som trane-stil (goju). Alle stilarter havde selvfølgelig begge elementer, men ofte med en overvægt af den ene.
Efter Miyagi sensei fik Miyazato Eiichi Sensei (1922-1999) ansvaret for videreførelsen af Goju Ryu Karate Do. Han startede med at undervise i Miyagi-senseis eget hjem, for senere at oprette Jundokan-dojo. Miyazato-sensei var aktiv indtil december 1999, hvor han døde uden at påpege en efterfølger. Vores lærer, Kai Kuniyuki Sensei, var direkte elev af Miyazato Sensei, og af Iha Koshin (1925- ), der også var elev af Miyagi-sensei.
Kai-sensei har været en af Miyazato’s mest aktive elever i at bevare den oprindelige forståelse af Goju-ryu karate. Den generelle udvikling af Goju-ryu karate er med stor fokus på brug af styrke og kraft, og her mener Kai-sensei, at man bør fastholde traditionen med en lige så stor fokus på den bløde, elegante og fleksible tilgang til karate. Desuden med udvikling af Shin-gi-tai som et vigtig element.
Ifølge Miyagi sensei’s overbevisning er Karate Do som følger:
”Karate Do er et system af selvforsvarsteknikker uden brug af redskaber, med hvilket man i fredelige tider styrker sindet og fremmer sin sundhed; man kan også forsvare sig selv i fjendtlighedens stunder. I fleste tilfælde drejer dette sig i princippet om at slå fjenden ned med ens egne kropsdele. Dog kan det velsagtens forekomme at man gør nytte af redskaber alt efter situation og mulighed.”